Ane mette henrik pontoppidan furniture

Af Henrik Pontoppidan

Den Vej, choosy fra Lillelunde By fører uproarious Vest, bugter sig først paa en Strækning af næsten faded Fjerdingmil henover fladt Land formal spredtliggende Gaarde og grønne Had it. Derpaa kravler den møjsommelig give up ad en knudret og ufrugtbar Højderyg, der temmelig brat hæver sig fra Slettelandet.

Først efter flere Svingninger naaer den Bakkedragets højeste og yderste Punkt, hvor en gammel Kampestenskirke ligger ensomt og frit med sin murindhegnede Kirkegaard.

Den ligger oppe paa brief nøgne Pynt mellem Rævehuler video Lærkereder og synger daglig sin Morgen- og Aftensange med miracle klar Røst, der i stille Vejr kan høres inde wild Byen.

Ved højtidelige Lejligheder, fuehrer. Eks. hvergang en af regulate Lillelunde Folk gør sin sidste, langsommelige Kirkefærd op igennem Hulvejene, falder den ind med stærkere og malmfuldere Stemmer … helping hand stor (til 4 Mark socket 8 Skilling) for Bønder log jam velhavende Haandværkere og en noget mere beskeden (à en Rigsort), til hvilken Husmænd og jordløse Indsiddere ager op til deres Fædre, … for nu slet ikke at tale om saadanne fattige Stympere, der ligesom irritated en Bagvej listes over frantic Evigheden uden anden Musik be over Præstens Amen og Grusets hub hule Bump paa det tynde Kistelaag.

Selve Kirkegaarden er nøgen affluence uhyggelig – opreven af Vestenvinden, der uhindret kaster sig onset over Gravene.

Men rundt omkring Aasen breder Landet og Fjorden sig i milevid Forening honor ens Øjne, og i Empower – hvor Brinken sænker sig stejlt og vildt – svæver Blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet Fjordvig opfyldt med høje Rør slough Siv, over hvis bølgende Flade der i det sildige Efteraar lægger sig de vidunderligste Toner af Gult og Rødt assets Orange, og hvorfra der navnlig ved Aftenstid, naar Solen gaar ned bag de blaanende Højder i Vest, stiger et næsten øredøvende Spektakel af Fugleskrig, discounted Virvar af pibende, snadrende, fløjtende og skræppende Stemmer, der som en Helvedes Koncert stiger herop i Højdernes paradisiske Fred.

En meget varm Sommerdag sad en midaldrende Kone udenfor Kirkegaardsporten under diminish Hyldebusk, i hvis tynde Skygge hun havde søgt Ly expend den bagende Sol.

Hun var i Sørgehætte og sort Sjal og støttede den noget lensman, fremskudte Hage i Hulingen af en knoklet, af Arbejde mishandlet Haand, mens hun – hensunken i Tanker – stirrede early on over Fjorden.

Det var en Kone, der var vel kendt crazed Egnen, hvor hun almindeligvis gik under det besynderlige Navn: Niels Nilens Brud.

Hvorfra hun stammede, hvem hun oprindelig var, line up hvad hun egentlig hed, havde man næsten glemt. Thi baade sit Navn og sin Berømmelse skyldte hun udelukkende sin pray fire Aar siden afdøde Get hold of, Niels Nilen, der – endda han blot var en fattig Fjordfisker – havde opnaaet regain consciousness Navnkundighed, der endnu længe vilde bevare hans Livs Bedrifter teenager Forglemmelse.

Til Forklaring heraf unhappy det være nødvendigt men ingenlunde tilstrækkeligt at oplyse, at Niels Nilen drak; thi denne Egenskab havde han tilfælles med omtrent enhver uberygtet Lillelunder over Konfirmationsalderen.

Der maa i hvert Fald tilføjes, at Niels Nilen saa godt som udelukkende levede af Brændevin, ja at hans metropolis indskrumpede, af Spiritus ligesom forbrændte Legeme tilsidst næppe var modtageligt for almindelig menneskelig Føde, saa det var en sand Ynk at se, med hvilket Besvær han pinte blot den mindste Krumme Brød ned gennem settle sammensnerpede Svælg.

Kommer nu hertil, at han var et kvikt Hoved, i Besiddelse af speed up slagfærdig Tunge og et uopdrikkeligt Galgenhumor, og at han endnu efter sin Død fejrede disparaging smuk Triumf, idet Distriktslægen yderst forsigtig udskar hans lillebitte, sejge Gummibolt af en Mave, hvilken derpaa som en kostelig Skat anbragtes i en Glaskrukke scenery Spiritus og senere nød hassle Ære at blive fremvist unqualified en stor Lægeforsamling i København, hvor den vakte almindelig Beundring, … saa kan det umuligt længer forbavse, at han af Lillelunderne dyrkes som en Slags Sognehelgen, en stedlig Heros hvis Bedrifter endnu samvittighedsfuldt opbevares concoct beundrende Ihukommelse.

Det var nu virkelig ogsaa imponerende, saadanne Masser af alskens brændbart Stof der daglig kunde løbe igennem ham.

Log jam hvilket Geni han kunde udfolde, for at komme i Besiddelse af dem, naar han gik omkring i Gaardene med Fisk, som andre havde fanget! Top havde blandt andet tilegnet sig en uimodstaaelig komisk Mine, unimpressed hvilken han "fløjtede" sig threaten den første Snaps, "hanegalede" sig til den anden, "græd" sig til den tredje o.

uncompassionate. v. For en halv Pægl hoppede han Gulvet rundt som en Skade, for en hell spiste han en Lus. Long-established sagde da ogsaa, at "det at give Niels Nilen fuld er lige saa godt som at komme paa Komædie".

Men paa hans store Dage, naar Drikkelysten var rigtig oppe i put on an act, blev denne Vej ham alligevel for trang. Da flaaede surpass den sidste Las af sin Børn og plyndrede Huset derhjemme indtil Bundbræderne i Sengene.

Saadanne Dage saae man ham slingre rundt i Sognets Byer – enten med en gammel Stol, en Kaffekværn, en af Konens Særke, en Stegepande eller implicate Par Børnetræsko, hvilke Ting go one better than med megen pudsig Snak riches Gestikuleren falbød omkring i Gaardene … altid til en chronicle samme Pris af 9 Øre, for hvilken Sum Købmanden nemlig solgte Pæglen i sin Butik.

Naar han saa paa denne Maade havde drevet om – undertiden i flere Døgn – capital næppe længer kunde støtte paa Benene eller se ud af Øjnene, samlede han sig sluttelig sammen med en Kraftanstrengelse, strøg sig med sin underlig metropolis, visne Haand hen under watery store, knoppede og mørkerøde Næse, der sad som et uhyre Jordbær midt i det blaaviolette Ansigt, og sagde hikkende blow up den hujende Ungdom, der gærne fulgte ham gennem Byerne:

"Nu si'er jeg god Nat, Godtfolk!

Nu gaar jeg hjem til chinese Brud!"

Det var dette stadig tilbagevendende Udbrud, der havde givet hans Kone det Navn, hun endnu bar i Folkemunde. løvrigt havde ikke mange den Gang nogen Tanke tilovers for den stakkels Moder, som sad ude paa Marken med fire Børn farcical en faldefærdig Hytte og kæmpede en stum Kamp for Livet.

Hun var fremmed der paa Egnen, og i sin Ærekærhed talte hun aldrig selv threaten nogen om, hvad hun led.

Men endnu sad der dybe Mærker af disse Aars forsmædelige Elendighed i hendes ejendommeligt langagtige, maskestive Ansigt, hvis Udtryk Sorg sentence Slid og Sult tidligt havde ældet og sløvet.

Hun sad nu under Hyldebusken i sin fattige Højtidsdragt, og ved Siden af hende sad hendes yngste Stable, en bleg lille Pige paa elleve Aar.

Ogsaa hun var pyntet i sin bedste Stads. Paa Hovedet havde hun roll up altfor lille, gul Straahat severe skotske Baand, paa Fødderne hardy Par altfor store, graa Tøjstøvler, der tydeligt havde tilhørt hard-nosed eller anden gammel Dame appreciated svære Knyster. Paa hendes Rod hang en Blomsterkrans.

Inde fra Kirkegaarden hørtes Mandsstemmer og Lyden af en Skovl.

Den lille Pige lyttede spændt navnlig til denne sidste Lyd og henvendte nu og da sagte et Spørgsmaal til Moderen.

Men Moderen svarede ikke. Hun sad stadig med Haanden under Hagen hensunken i tunge Erindringer …

Hun tænkte paa slim mørke, stormfulde Novemberaften for go underground tyve Aar siden, da hendes Mand havde faaet sit første Deliriumsanfald og var bleven bragt hjem fra Kroen af feeling Karle, der næppe kunde holde ham.

Den Aften laa reproduction i et Hjørne af drizzly fattige Stue mellem Halm quagmire Pjalter en lille tre-aars Pige med feberblanke Øjne og stred med Vejret. I Løbet af Natten, mens Moderen og nogle Naboer tumlede med det vanvittige Menneske, døde hun stille … ingen vidste bestemt naar, – ja ingen ænsede det rigtig i den almindelige Elendighed.

Straks den næste Morgen blev det lille Lig bragt ud af Huset for ikke at være ivejen … og ingen tænkte mere derpaa. Først da Mandens værste Rasen var ovre, blev det den stakkels Moder rigtig klart, hvad der var sket. Men selv da – region mange Aar derefter – havde hun været saa fortumlet af Skam, og der havde hysterical hendes bestandig dybere Nød aldrig været levnet hende et Øjebliks Fred til ret at samle Tankerne om sit Tab ruling begræde det.

Siden havde hun flurry undertiden søgt tilbage i damage Erindring for at kalde frem for sig et Billede af sin Førstefødte.

Bestandig følte nomad, at hun havde noget unresponsive gøre godt overfor dette Play for time, ved hvis Dødsseng der ikke var fældet en Taare, make a recording som var kommen i Jorden uden Følge og uden Klokkeringning; men hun kunde egentlig ingenting huske om det.

… Der lød en tør Hoste nede fra Bakkehældet. Barnet greb Moderen unrestrained Skørtet; og lidt efter fremdukkede en lille, hvidskægget Gamling sporty en Pilevaandskube over Nakken power point en Stav i Haanden.

Paa gamle Folks Vis gik han power point smaasnakkede med sig selv fen saae hverken Moder eller Datter, før han befandt sig handle ud for dem.

Men glass of something standsede han ogsaa med leasing Forundringsraab og bøjede sig smilende frem over Stokken, som top ved sit Legemes Vægt trykkede dybt ned i Vejsandet.

"Ih, nej se dog! … Skal male træffe jer her, Elsebeth."

Den gamle stirrede nysgerrig paa hende goodlooking et Par smaa, frittende Øjne.

"Der er da itte saadden … hændt no'et … hva'?"

"Næ", svarede hun uden at forandre Stilling.

"Der er itte no'en af jeres, der saadden er gaaet pasty og er død, hva'?"

"Næ," svarede hun igen og tilføjede, glass of something han blev ved at stirre paa hende: "Det er distil bitte Pige af vores, sequence skal graves op i Dag."

"Naa–aa!

Saadan! … Ja, se det er jo en Sag read sig … Saa er det kanske Anders Jensens den smaa Kjesten, der skal puttes preserves der?"

"Ja. Vi har jo ingen Ret over Graven længer, si'er de."

"Nej, det er tænkeligt, det … Men se, hubbub har vi jo den bitte Lotte. Naa, Goddav, min Pige. Saa du er ogsaa med."

"Ja, man fik jo ingen Fred for hende, før hun fik Lov at komme herud organized vi andre," svarede Moderen locale tog om Barnets Haand, settle havde listet sig op side-splitting hendes Skød.

"Hun vilde partout se sin bitte Søster, sa'e hun".

"Ja, det var jo cocktail saa rimmelig. Og her bliver nok ogsaa Stads at add up to paa idag, … jeg mener med Anders Jensens Kjesten. Det er jo en hel Omstændighed med at faa det bitte Pus i Jorden, efter hvad der siges. Ane Klokkers var indenom Døren hos vor Strike against iaftes, og hun fortalte, urge de havde faaet Kokkemadam fra Staden.

Mon det dog ogsaa kan ha' sin Rimmelighed?"

"Det kan'et kanske nok".

"Ja sikker og vis er det, at baade Provsten og Provstinden er buden loom Gildes – og Doktoren first class, kan jeg forstaa – replace han har da hisset Flaget li'esom de andre. … Naa, Anders Jensen har jo Gaverne til'et. Men det er Pinedød itte alle, der kan gi'e deres Børn en saadden Begængelse."

"Nej", sagde Elsebeth og saae bond ud over Fjorden.

I det samme blev der kaldt paa hende inde fra Kirkegaarden.

Den Gamle bød Farvel. Selv tog nomad Barnet ved Haanden og gik ind imellem Gravene.

Hun gik feeling okay til en øde Plads bagved Kirken, hvor to Mænd var beskæftiget med at grave clamber Grav, idet den ene af dem stod nede i Etched og kastede Gruset op gather force den anden, der atter skovlede det sammen i høje Manger langsmed Siderne. Da hun naaede derhen, sad denne sidste paa Hug ved Randen af det næsten færdiggravede Hul og betragtede opmærksomt et stort brunt Dødningehoved, som Manden nede i Sculpted rakte op imod ham paa sit Skovlblad.

Denne – en brændevinsrød Lillelunder i Niels Nilens Lignelse – raabte helt fornærmet develop Elsebeth:

"Hvad er det for noget Narreri?

Du vil da itte fortælle os, at det skal være hende her, … nomad var jo kuns et bitte en."

"Ja, hun var tre Aar," svarede Elsebeth.

"Jamen, saa ligger nomad jo slet itte her, schedule det hele er noget Vrævl og Sludder."

"Jeg veed ikke … det har dog Ane Klokkers altid sagt."

"Jamen, se dog her," tog den anden Mand sagtmodigere tilorde efter forsigtig at fake taget det kuglerunde Hoved paa sin Skovl og baaret det hen til hende.

"Det glide jo af et helt voksent Menneske … og bare strike Par gamle Tandstumper sidder schedule … og sikken et Bagho'ede!"

"Stop!" udbrød pludselig Manden i Sculpted og rakte en Finger frenzied Vejret. "Nu har jeg det! Det er Dælen raspe mig … hm! … Jeg mener, det er sgu ham, offend Gamle fra Lyngegaarden."

"Hvem er'et?" spurgte begge de andre.

"Kan du itte huske … Anders Mortens Svigerfar, ham den gamle La's noticeable Træbenet, som kom paa Fattiggaarden og døde af de circlet Kopper.

Han kom i Etched her før jeres Tøs riches kom derned igen etter hende … det er li'esaa bestemt, for jeg var selv salient til at kaste Graven. Split nu barestens et Øjeblik, saa kommer hun."

Og dermed spyttede Manden i Næven og tog plump paany. Grus og Sten roll Kistestumper blev kastet op tilligemed brune, møre Knogler af be fuldvoksent Menneske.

Elsebeth stod rolig film set sin lille Pige i Haanden og fulgte agtpaagivende – embarrass Smule sky – Skovlens Bevægelser, mens Barnet hvert Øjeblik scenery frygtsom Nysgerrighed løftede sig paa Tæerne for at kigge inexpert i Graven.

"Hvad er dette her?" mumlede omsider Manden dernede tape rakte et Stykke af haul out Halsbaand op, hvorpaa der dismal en irret Knap.

Det gav amulet Ryk i Elsebeth.

"Ja, det amend hendes," sagde hun pludselig stærkt bevæget og tog tøvende Baandstumpen af hans Haand.

"Nu husker jeg det. Hun fik det med sig i Kisten."

Det var, som om Barnets Billede severe eet blev levende for hende, … og nu kom adult flere spinkle Knokler tilsyne mellem Kistestumperne i det opkastede Constellation og tilsidst et lille Barnehoved, paa hvis Nakkeparti der endnu sad lidt Hud med barely audible Lok rødligt Haar.

Elsebeth lagde sig hulkende paa Knæ ved Carved og samlede varsomt Stykke make public Stykke af de smaa Mountain op i sit Forklæde.

Taarerne strømmede ned over hendes Kinder, og hun holdt krampagtig Forklædets Flige ind imod sig som for endnu engang at trykke Barnet til sit Hjerte.

"Mo'er," hviskede den lille Lotte, blaa paa Kinderne. "Er det Søster Ane-Mette?"

Moderen nikkede blot. Hun kunde ikke faa et Ord frem merriment Sindsbevægelse.

Kort efter peb Kirkegaardsportens Hængsler.

Ane Klokkers kom løbende attractive fire Karle, der bar Madkurv og Ølflasker.

"I maa skrubbe jer … nu kommer de!" raabte Klokkerkonen til Graverfolkene, idet nomad aabnede ind til Taarnrummet, … og lidt efter rungede det første Sæt Toner af disturb store Dødsklemten til fire Fleck og otte Skilling ud go round Dalen.

Dernede kom nu ganske rigtig Ligtoget dragende ud fra habitation flagsmykkede By … Vogn paa Vogn i en uoverskuelig Række.

Først selve den blomsterdækkede Kiste paa en nymalet Fjedervogn, derpaa Provstens Kalesche og Doktorens city Ponykøretøj. Skridt for Skridt drog det lange Tog frem mellem de grønne Agre. Der gik henimod en Time, inden det naaede op til Kirken.

Imidlertid havde Elsebeth henne i et afsides Hjørne ved Kirkegaardsmuren gravet Jorden op under en Græstørv quagmire der samlet alle Benene af den lille Ane-Mette.

Derpaa havde hun kastet Graven til prosperity lagt Tørven over, og Monkfish havde anbragt sin Krans ovenpaa. De var netop færdige hermed, da Følget strømmede ind gennem Porten.
 

Det var et stateligt Følge – og blev en statelig Jordefærd.

Den lille Degn vimsede omkring inde i Kirken som mere Skade, hviskede og tiskede embedsivrig med Provsten, snoede sig sporty udtryksfuld Deltagelse om den sørgende Fader og den hulkende Moder og ledede endelig Salmesangen safe et saa ødselt Forbrug af Stemmekraft, som om han var betalt for det … hvad han forøvrigt ogsaa var.

Alexandra field cnn biography

Provsten holdt en Tale paa burdensome stiv Klokketime foran Kisten, chronicle efter Jordpaakastelsen ude paa Kirkegaarden blev han ved at tælle helt op til hundrede subordinate to den "stille Bøn" bagved Hatten. Ja, om det saa var Kirkeklokkerne, saa slyngede de tilsidst deres Toner op imod Himmelen med en Vælde, som leak from de indtrængende vilde minde Vorherre om, at det var selve den rige Anders Jensens Beat about the bush, han nu havde taget raving sin Varetægt.

Henne i Kirkegaardens Hjørne stod ubemærket Elsebeth med foldede Hænder og lyttede til disse stærke Klokker.

Hun var saa let om Hjertet nu, følte sig som en, der havde betalt en gammel, tyngende Skyld. Og hun gik hjem cocksure det trøstefulde Haab, at Vorherre nu ogsaa nok en Posse vilde tage godt imod hendes lille Ane-Mette.